Tekstboks: Interview med ingeniør Bertel Christiansen i Grete Sieglers atelier under forberedelserne til udstilling ’The Vivian World’ i Galleri Nybro den 26.10.-8.11.2007: Bertel Christiansen (BC): Nu er vi her i dit atelier, hvor du er ved at lægge sidste hånd på de værker, du skal have med på udstillingen ’The Vivian World’, Det virker som en blandet, om jeg må være så fri, landhandel. Lidt af alt, som vi kunne opleve hos lokalkøbmanden i min barndom. Hvad foregår der her? Grete Siegler (GS): Når jeg arbejder roder der altid meget. Jeg bliver inspireret af rod. Lige som jeg bliver inspireret af små ting jeg finder på gaden eller et indtryk jeg cykler forbi. Så standser jeg og tager et foto med mit lille Aldicamera, som jeg altid har med mig. BC: Det er de fotos du har med i de lyserøde rammer med guldbaggrund. Jeg kan se, at her er en del halvnøgne og helt nøgne dukker. Er du Darger-fan? Det er jo in hos de kvindelige kunstnere. GS: Jeg opdagede Darger i sommer, hvor jeg hørte et foredrag om ham. Jeg havde aldrig hørt om Henry Darger før. Hans mærkelige liv fascinerede mig, og hans Vivian girls har siden forfulgt mig. Det mærkelige den sommeraften var også, at jeg havde gået nattur i Randers med foredragsholderen, da jeg var helt ung. Vi gyngede i gyngerne og vippede på vippen på legepladsen i parken og hjemme hos mig, hvor mine forældre ikke var hjemme, drak vi min mors hjemmelavede solbærrom, som hun havde gemt i skænken i stuen. Det er cirka fyrre år siden. BC: Der dukkede en masse minder op. GS: Siden er jeg blevet opmærksom på de hemmeligheder, der er gemt på de fleste pigekamre. Den tilstand du kommer i i et pinket pigeværelse, det er den jeg bygger videre på. BC: Jeg bliver lige hægtet af her. Kan du beskrive den tilstand lidt nøjere? GS: Du er en mand, derfor skal du have den forklaret. Var du en kvinde, ville du ikke komme med det spørgsmål.  Det er vanskelig at forklare. Jeg ved ikke hvad I lavede på drengeværelserne. På pigeværelser var der en fortrolighed med veninder, som kun kan forekomme i denne lyserøde atmosfære af intimitet og nysgerrighed. Det var strengt forbudt at fortælle til de voksne, hvad der foregik. Til hvert enkelt foto og hver enkelt genstand, som kommer med på udstillingen, har jeg, ud fra denne tilstand, stillet spørgsmålet: Høre I med til denne verden, til The Vivian World? Og så har jeg lyttet til svaret. BC: Er det ikke lidt for kryptisk? GS: Overhovedet ikke. Selvfølgelig kan tingene ikke svare på den verbale måde. De kan svare på den måde, at du selv lytter til svaret med dine øjne. Det er faktisk dine øjne som svare dig. Sammen med en fornemmelse af et tilhørsforhold. Barnemannequinen her skal selvfølgelig med. Det er dukke Henrie. Den hedder ikke Henry, fordi den på en måde er intetkøn. Henrie cyklede jeg forbi for nylig på loppemarkedet på Israels Plads og måtte have den med hjem. Jeg fandt faktisk ud af, at det var et godt reklametrick at cykle rundt med den dukke. BC: Godt. Må jeg så spørge om noget andet. De folk, der kommer og kikker på din udstilling, forstår de hvad den handler om? GS: Det kan jeg ikke vide. Men jeg håber at de får en oplevelse med sig af nogle værker, som de kan gemme i deres egen samling. Du ved, når du går på et museum, så er alle værkerne udvalgt af folk, der har forstand på, at det er et kunstværk, men ikke alle værkerne er måske kunstværker for dig. Det er kun nogle værker, du husker. Ikke nødvendigvis de smukkeste. Måske dem der har været mest provokerende. Men dem du husker, bliver din egen indre samling. Din egen helt private kunstsamling. Jeg vil gerne have et værk med i folks private kunstsamling. Det interesserer mig mere end at lave sofastykker. BC: Der er ellers en del penge i sofastykker for tiden. Folk vil igen have ægte kunst på væggen. Og de  har råd til det. GS: Jeg tænker ikke i penge. Det er processen, der giver et kik. Det færdige værk er ikke så interessant. Tænk på hvor meget du har lavet i din barndom. Hvor er det nu? Det eksisterer ikke mere fysisk, men det er en del af den, du er blevet til. Du er blevet den du er gennem barndommens skabeprocesser. Gav din mor dig lov til at lave figurer af kartoffelmosen og bruge de grønne ærter som øjne eller til at lave mønster af, så er du heldig. BC: Jeg lærte ret hurtigt at spise med kniv og gaffel. Det andet var noget griseri. For at gå over til noget andet. De bogstaver der er på glasset, kan du sige noget om dem? GS: De er kodeord. Da jeg var barn havde vi er hemmelig klub. Vi udvalgte et langt ord, f.eks. andelsboligfabrikken og det kunne laves om til ”gifanden kolba blikser”. Det skulle vi så sige for at blive lukket ind. BC: Hvad lavede I i den klub? GS: Den var jo hemmelig, og vi havde sværget på, ikke at fortælle nogen om hvad der foregik. Jeg er endda gået lidt for langt ved at fortælle om kodeordet. BC: Der er ikke længe til, at du skal åbne udstillingen. Bliver der samling over det? GS: Du synes ikke, jeg er hverken helt eller halvt færdig. Bliv ikke nervøs på mine vegne. Jeg arbejder bedst under pres, men jeg giver mig også tid til at lade værkerne stå lige til det sidste. Så pludselig får jeg den endelige løsning til at gøre værket færdig. Jeg tror mange kunstnere kender det at have en deadline at arbejde op mod og udløsningen, når alt er klart en halv time inden minitrans kommer. Skulle jeg af en eller anden grund ikke blive færdig, så må jeg bruge af det jeg har i baghånden, altså på lager. Men det håber jeg ikke. I dag f.eks. fik jeg ideen til det værk, der ligger der på gulvet. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle i gang med noget nyt, men det ville bare i gang, fordi der lå disse afklippede små strimler fra fotografierne. Da jeg så skulle til at smide strimlerne ud, ville de ned på den lysegrønne plade, jeg havde brugt som skæreplade. Og så kom der noget til bl.a. et billede af en dejlig kunstner, som jeg havde hængende på væggen, fordi jeg havde malet hende. Det var lige igen en lang forklaring på, hvordan jeg arbejder. Ideerne kommer væltende, når man er helt i processen.   BC: På indbydelseskortene som ligger her står der, at der bliver vist en video. Er det din egen produktion?   GS: Ja, det er mit første forsøg. Den er lang. Ca. 23 minutter. Men den kunne ikke være kortere, da den blev lavet i sommer. Den blev lavet i en af de få varme sommeruger, der var i sommers. Det er utroligt at sådanne filmstrimler kan holde dig til redigeringsbordet i mange timer, mens solen skinne varmt og dejligt uden for, og du sidder der i halvmørke. Video er et fantastisk medie. Det får dig til at bremse op. Et maleri kan du bare gå forbi på et halvt minut, men en video kræver mere af din tid. Selvfølgelig er der mange, som springer videoerne over i en udstilling, fordi de har for travlt med at komme ud igen eller hen i cafeen eller shoppen.    BC: Nu har jeg set dine værker her i dit atelier, så nu er jeg spændt på at se dem i Galleri Nybro den 26. oktober.   GS: Det er jeg også selv spændt på. At se hvad der kommer med og hvad der ikke kommer med.